Fonde der er stiftet af et eller flere familiemedlemmer spiller en særlig rolle i det danske samfund, idet de hvert år uddeler millionbeløb til almennyttige formål til gavn for os alle. Samtidig har familiefonde en unik mulighed i form af at styrke fællesskabet i den stiftende familie og den virksomhed som fonden eventuelt udløber fra. Mulighederne hænger tæt sammen med forpligtelsen til at udleve stifters intention, og som familiefond er det vigtigt, at man har afklaret hvordan fondens formål bedst udleves i et samfund, der er i konstant forandring og i en familie, der udvikler sig fra generation til generation.
Denne artikel zoomer ind på værdien i at udarbejde en strategi for en familiefond. Derudover giver den konkrete råd til, hvad man som bestyrelse skal overveje som en del af processen.
Hvad skal man bruge en fondsstrategi til, når fundatsen har et formål, som ikke kan, eller skal ændres?
I arbejdet med familiefonde er fundatsen altid udgangspunktet, da den sætter rammen for, hvordan midlerne skal uddeles til almennyttige formål og til familien. Da formålsparagraffen ofte er formuleret for årtier siden af en stifter, der ikke længere er iblandt os, kræver det typisk strukturerede samtaler at sikre en fælles fortolkning i bestyrelsen og eventuelt med repræsentanter fra familien.
I mange familiefonde er de nuværende familiemedlemmer den sidste generation, der kendte stifteren. Dette kendskab er en styrke, men også en sårbarhed, fordi næste generation ikke vil have samme referenceramme.
Bestyrelsen og en eventuel direktion bør derfor handle med rettidig omhu og udarbejde en strategi, der omsætter stifterens intentioner til konkrete ambitioner og handlinger. Et sådant arbejde ligger i forlængelse af anbefalingerne for god fondsledelse og øger sandsynligheden for, at de uddelte midler både afspejler stifterens ånd og skaber størst mulig værdi for modtagerne.
Hvad fokuserer en fondsstrategi på?
Fortolkningen af formålet er altid det første skridt i strategiprocessen da den sætter retningen for resten af strategien. Selvom vægtningen kan variere, er det vores erfaring at følgende temaer og nøglespørgsmål altid er relevante at overveje når man udarbejder en strategi:
- Formål og værdier: Hvordan skal formål og værdier afspejles i beslutninger og i hverdagen?
- Uddelinger: Hvad er vores ambitioner for uddelinger, og hvor proaktive ønsker vi at være i forhold til potentielle modtagere?
- Governance: Hvilke processer og møder skal danne rammen for beslutninger og dialog?
- Kompetencer: Hvordan sikres den rette bestyrelsessammensætning samt balancen mellem kontinuitet og fornyelse?
- Organisation: Hvilke kompetencer og organisationsstruktur er nødvendig for, at vi kan levere som aftalt?
- Kommunikation: Hvordan ønsker vi, at fonden fremstår udadtil, og hvilke kanaler skal bruges til at formidle fondens formål?
- Familien: Hvordan støtter fonden familien, og hvordan bidrager familien til fondens virke?
Disse nøglespørgsmål suppleres ofte af andre overvejelser, som er særligt relevante for den enkelte familiefond. Det sidste, og meget vigtige element, i en fondsstrategi er at afklare, hvordan beslutningerne bliver omsat til praksis. Det kræver som regel, at der for hvert nøglespørgsmål udarbejdes en klar plan for hvad der skal gøres, hvornår og af hvem.
En klar strategi vil hjælpe familiefonde med at løfte ansvaret overfor stifter, familien og samfundet. Samtidig vil forløbet give værdi i sig selv, idet det vil bringe bestyrelsen endnu tættere på hinanden og sikre, at der er en klar plan for de kommende år.
Hvis du er nysgerrig på at høre mere om omkring hvordan vi arbejder med fondsstrategi eller hvordan et forløb kunne se ud i netop jeres fond, så kontakt os gerne for et uforpligtende møde her.
Hvis du har fået denne artikel tilsendt af en bekendt og selv vil modtage vores næste nyhedsbrev direkte i din indbakke, kan du skrive dig op her.