Tilbage

Fra boghylden: Inspiration til ejerskabet

Vi møder mange ejere – i alle aldre – som har appetit på at blive dygtigere til disciplinen ejerskab. Det er, stadig, et niche-emne, som ikke topper bestseller-listerne. Derfor har vi samlet en håndfuld titler på bøger, som vi gerne anbefaler, og selv bruger som inspiration.

Hvad enten du er til ord på papir eller lydbøger, så kig med her:

Den med de grundlæggende begreber

Harvard Business Review Family Business Handbook

– How to Build and Sustain a Successful, Enduring Enterprise

Af Rob Lachenauer og Josh Baron

En helt igennem solid fagbog om det at drive en familievirksomhed fornuftigt. Der er også mange kapitler, der passer på ejerskab generelt. For eksempel kapitlet om at navigere fornuftigt i ejerrum, bestyrelsesrum, ledelsesrum og familierum, som man bl.a. kan bruge til at forventningsafstemme adfærd og mandater i ejerskabet.

Den om familieejerskab i Danmark

I familiens navn

– Kunsten at leve og overleve med en virksomhed i generationer

Af Flemming Højbo

Vi fik bogen foræret af en af vores belæste klienter og blev hurtigt enige med ham i, at der er mange gode cases for veludført generationsskifte i Danmark. De virkelige cases bidrager også til forståelsen af, at hvert ejerskab er fuldstændig unikt. Det, der virker ét sted (f.eks. generationsskifte til en svigerdatter), vil være en katastrofe et andet sted. Bogen kommer ikke som sådan med rådgivning, men man kan tage ved lære af, hvad der har fungeret godt andre steder, og hvordan andre er gået til opgaven.

Den med holdninger til fremtiden

The 100 Trillion Dollar Wealth Transfer

– How the Handover from Boomers to Gen Z Will Revolutionize Capitalism

Af Ken Costa

Udmeldinger fra krystalkuglen er altid interessante at læse om, også selvom de her er voldsomt farvede af, at forfatteren ikke tror på, at Gen Z kan forvalte midlerne uden at: ’burn the system to the ground’. Det behøver man ikke være enig i for at nikke til hans råd om at samarbejde på tværs af generationer, så alle kan lære af hinanden. Uanset om man hælder til forfatterens udmeldinger eller ej, så er det vigtigt at få de systemiske ændringer ved historiens største ’transfer of wealth’ på agendaen.

Den med de filosofiske overvejelser

Det hele handler ikke om dig

– Antikke principper for et liv med sindsro, frihed og mening

Af Niels Overgaard

Vi arbejder med en del next gens, som skal forholde sig til, at de så at sige er dumpet ned i nogle helt særlige livsvilkår. Ved hjælp af de stoiske principper om accept af, at man ikke kan kontrollere andre menneskers tanker og holdninger, hjælper vi dem med at bygge robusthed, så det preller af, når andre (kammerater, tilfældige voksne, pressen m.fl.) har holdninger til ’de rige’. Arving eller ikke, så kan de fleste bruge en dosis sindsro fra antikkens Grækenland.

Den vi selv har skrevet

Ejerskab i Generationer – familie, formue og family office

Af Anne-Sofie van den Born Rehfeld og Søren Brandi

Bogen er stadig den eneste guide på dansk til at udarbejde en langsigtet ejerstrategi, der hjælper ejerne til at skabe gode formuefællesskaber og balancere dem med familiefællesskabet og family office.

Man kan lade sig inspirere, men ikke læse sig til det hele i en bog. Derfor er vi altid glade for at invitere ind til et uforpligtende møde om ejerskabets struktur, generationsskifte, fremtiden for ejerskabet, udvikling af næste generation eller noget helt femte.

Del artiklen

Hør mere

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer, så ring eller skriv gerne.

Thomas Bank Bock
Thomas Bank Bock
Partner
+45 51 77 88 05
tbb@harbourfg.com
Anne-Sofie van den Born Rehfeld
Anne-Sofie van den Born Rehfeld
Managing Director
+45 24 89 10 70
asr@harbourfg.com