I dag har filantropi også en stor berettigelse i familieejerskabet. Hvis man ser bort fra de åbenlyst godgørende fordele for samfundet, så er der også mange fordele for familierne ved at tage filantropi til sig i fællesskabet, fordi:
- Filantropi kan opfylde et ønske om at ‘give tilbage’
Hvor der skal gives tilbage til er individuelt, men det kan typisk være; hjemstavnen/lokalsamfundet, andre iværksættere, uddannelsesinstitutioner eller Danmark som samfund. - Filantropisk arbejde er identitetsskabende for næste generation
Indsatsen kan skabe en fælles identitet for jer som familie udadtil og give næste generation endnu mere at være stolte af. - Filantropi giver engagement og roller i ejerskabet
Filantropi giver meningsfuldhed og anledning til at ‘træde ind’ i ejerskabet – også for personer uden en økonomisk baggrund/interesse, for svigerfamilie og for både yngre og ældre generationer, der måske ikke har anden aktiv rolle i ejerskabet. - Filantropi er et godt brandingværktøj
Filantropi skaber goodwill – både over for samfundet, men også over for investeringscases og presse.
Uanset hvilke unikke årsager der giver familien lyst til at arbejde med en filantropisk indsats, så er det vigtigt at lægge den rette strategi for familien.
Syv trin til strategisk filantropi
Der er mange fordele ved at opstarte, eller gentænke, familiens filantropi med en strategiproces. Dels kan man gå fra en reaktiv tilgang til at være mere proaktiv i forhold til hvad og hvordan man vil støtte familiens fokusområder. En strategiproces kan også samle familien på tværs af generationer, og med deltagelse af eventuel svigerfamilie, øve familiens medlemmer i at træffe fælles beslutninger og ikke mindst sikre, at indsatsen skaber mest muligt aftryk.
I modellen på næste side har vi samlet de syv områder, hvor familien ideelt set skal have skabt klarhed, før en indsats påbegyndes. Under hvert trin står en række relevante spørgsmål, som familien med fordel kan diskutere i fællesskab. Bemærk at de første fire trin særligt har fokus på formål. Med tiden bliver indsatsen mere og mere konkret, således at man på de sidste tre trin kan præcisere nærmere, hvordan en indsats skal struktureres, planlægges og evalueres.